Aktiv Fritid 2023

Jishin er igen i år tilmeldt arrangementet Aktiv Fritid i Allerøds gågade.

Det kommer til at foregå lørdag d. 19. august 2023 fra kl. ca. 9.30 – 14.00.

Vi vil meget gerne have så mange af klubbens medlemmer til at deltage med at opvise, hvad vi laver til træningen. Både børn som voksne og i alle bæltegrader. For så kan vi også vise, hvad man kan nå at lære på et år. Kan man kun deltage noget af dagen, er det også i orden.

På de to torsdagstræninger op til opvisningen, vil sensei Thomas og sensei Martin hjælpe med at lave et flot program, som vi kan vise på dagen. Så efterårets træning begynder altså allerede torsdag d. 10. august.

Sæt kryds i kalenderen lørdag d. 19. august og de to torsdage op til, og hjælp Jishin med at lave reklame, så vi får endnu flere medlemmer til klubben.

Dagsorden til generalforsamling

Hermed dagsorden til aftenens generalforsamling.

  1. Valg af dirigent.
  2. Beretning fra formanden om klubbens virksomhed i det forløbende år.
  3. Forlæggelse af det reviderede regnskab.
  4. Godkendelse af budget for 2023, samt fastlæggelse af kontingent for sæson 2023.
  5. Forslag fra bestyrelsen.
  6. Forslag fra medlemmer – Henrik Bagge forslår at Jishin får oprettet en facebookside for Jishin, som skal gøre reklame for klubben udadtil for vores aktiviteter. Vi skal fortsat bibeholde vores interne facebookgruppe
  7. Valg af formand.
  8. Valg af revisor og suppleant.
  9. Eventuelt.

Vil du være en Ternet Ninja?

Så kan vi ikke hjælpe dig, men vil du lære Nihon Jujutsu, som er en
gammel kampkunst med spor helt tilbage til de Japanske Samuraier,
og som er inspiration til mange film, så vil det her være lige dig.

Familie/Børnehold
Gratis træning indtil efterårsferien 2022
På vores kombinerede Familie- og Børnehold kan man komme alene
som barn (fra 7 år) eller tage en voksen med – vores vigtigste mission
er, at vi alle skal have det sjovt, og at vi naturligvis arbejder hen imod
jeres selvforsvar – som eksempelvis kan være frigørelse fra en voksen
som tager fat i et barn.
Mød op torsdag kl. 18:00 – 19:00 i Engholmskolens lille hal, første
gang d. 25. august

Træning flyttet til Engholmhallen indtil videre

Kære medlemmer

Da gymnastiksalen på Engholmskolen, som vi plejer at træne på, fra i morgen omdannes til et kviktest-center, har vi akut måtte flytte lokaler. Vi flytter dog ikke langt – vi har aftalt med Allerød Floorball, som har Engholmhallen lige ved siden af i samme tidsrum, at vi kan låne et hjørne af hallen, imens de træner.

Vi fortsætter med samme træningstider for begge hold. Voksenholdet er vi nødt til at aflyse den 11. november, da Floorball har stævne, men børne/familieholdet kan godt træne den dag også.

Vi kender ikke tidshorisonten, men håber det ikke bliver sådan alt for længe.

Venlig hilsen

Thomas

Vil du være en Ternet Ninja?

Så kan vi ikke hjælpe dig, men vil du lære Nihon Jujutsu som er en
gammel kampkunst med spor helt tilbage til de Japanske Samuraier,
og som er inspiration til mange film, så vil det her være lige dig.

Familie/Børnehold
Gratis træning i september og oktober 2021
På vores kombinerede Familie- og Børnehold kan man komme alene
som barn (fra 7 år) eller tage en voksen med – vores vigtigste mission
er, at vi alle skal have det sjovt, og at vi naturligvis arbejder hen imod
jeres selvforsvar – som eksempelvis kan være frigørelse fra en voksen
som tager fat i et barn.
Mød op torsdag kl. 18:00 – 19:00 i Engholmskolens lille hal, første
gang d. 9. september.

Sæsonstart 2021

Voksenholdet starter op for gamle medlemmer den 2. september. Nye medlemmer tages ind fra den 9. september. Der er gratis prøvetræning i hele september og oktober. Nye medlemmer, som melder sig ind og betaler 1. kontingent, får en gratis jujutsu-gi (dragt).

Børne/familieholdet starter op den 9. september. Familieholdet er nyt – se særskilt opslag om dette.

Der er ikke længere krav om coronapas, men vi anbefaler selvfølgelig, at man enten er vaccineret eller bliver testet jævnligt.

Vel mødt.

Venlig hilsen
Thomas

Torsdag den 6. maj

Børneholdet træner som tidligere udmeldt normalt igen fra i morgen den 6. maj.

Der er åbnet for indendørs idræt for voksne, men kun uden kropskontakt. Det giver desværre ikke mening for os, og vejrudsigten er for dårlig til, at vi kan træne ude. Derfor er der ingen træning for voksne i morgen.

Husk i øvrigt at næste gang, torsdag den 13. maj, er Kr. Himmelfart, hvor begge hold holder fri.

Venlig hilsen

Thomas Mikkelsen, formand

De voksne er startet – børnene starter 6. maj

Kære medlemmer

Voksenholdet startede igen i torsdags, hvor vi trænede på plænen ved skolen. Det fortsætter vi med, til der åbnes for indendørs træning for voksne. Det er selvfølgelig med forbehold for vind og vejr.

Børneholdet starter op igen efter coronapausen torsdag den 6. maj. Før er vi desværre ikke klar, så I må lige have tålmodighed 14 dage endnu. Til gengæld kan vi starte op med normal træning indendørs – selvfølgelig med fokus på hygiejne og fast makker.

Husk at I skal blive hjemme, hvis I har symptomer på sygdom.

Hilsen Jacob og Thomas

Træning aflyst indtil 3. januar

Kære medlemmer

I forlængelse af statsministerens udmelding på pressemødet i går, er vi desværre nødt til at aflyse al træning resten af året og frem til 3. januar. Vi håber, at vi kan starter op igen fra torsdag den 7. januar 2021.

God jul og godt nytår til alle.

Venlig hilsen

Jacob og Thomas

Vi får vores haltid tilbage

Det betyder, at vi fra torsdag den 29. oktober igen kan opdele holdene, så børneholdet træner alene fra 18-19, og voksenholdet træner bagefter fra 19.30-21.

I morgen torsdag den 22. oktober er derfor sidste gang med fælles træning for begge hold fra 18-19.

Venlig hilsen

Thomas